FAQ om fakturaer og mellemværender
På denne side finder du svar på ofte stillede spørgsmål vedr. betaling af mellemværender (gebyrer og/eller erstatninger) på biblioteket.
Faktura ang. gebyrer og erstatninger
Hvorfor har jeg fået en faktura i min e-boks med et biblioteksgebyr og/eller en bibliotekserstatning?
Fra og med d. 7. juni 2023 overgik Allerød Biblioteker til et nyt betalingssystem. Med det nye betalingssystem håndteres mellemværender med biblioteket af Allerød Kommunes Debitorafdeling.
Nu skal mellemværender derfor betales via de(n) faktura, du modtager med Digital Post, og de kan ikke betales på biblioteket.
Hvordan modtager jeg fakturaen, hvis jeg ikke har Digital Post?
Hvis du er fritaget for Digital Post, sendes fakturaen med Post Nord, så du modtager den i postkassen.
Jeg har fået to fakturaer vedr. samme materiale. Hvordan hænger det sammen?
Fra og med d. 7. juni 2023 vil du modtage en faktura via Digital Post pr. mellemværende på biblioteket. Derfor kan der være flere forklaringer på, at du har modtaget to fakturaer vedrørende det samme materiale.
- Et materiale kan have flere forskellige biblioteksgebyrer tilknyttet. Det sker bl.a., hvis materialet både er blevet fornyet for sent og senere afleveret for sent. Hvert biblioteksgebyr vil generere en selvstændig faktura.
- Et materiale kan foruden flere forskellige gebyrer også have en erstatning tilknyttet. I dette tilfælde vil du modtage en faktura for erstatningen og en faktura pr. biblioteksgebyr.
- Du vil endvidere opleve at modtage flere fakturaer vedrørende samme materiale, hvis du overskrider betalingsfristen på tidligere udsendte fakturaer. Sker dette, vil du modtage en rykker. Rykkerskrivelsen er i sig selv en faktura, men indeholder foruden det originale mellemværende også et rykkergebyr.
Hvad sker der, hvis jeg har flere forskellige mellemværender på biblioteket?
Du vil modtage en faktura via Digital Post pr. mellemværende på biblioteket. Vær opmærksom på at betale dine fakturaer inden betalingsfristen, da du ellers risikerer rykkergebyrer.
Mit barn har mellemværender på biblioteket. Hvordan skal jeg forholde mig?
Hvis dit barn er under 18 år, er der tilknyttet en økonomisk ansvarlig over 18 år til barnets lånerprofil på biblioteket. Den økonomisk ansvarlige er ofte en forælder eller værge, og denne person har ansvaret for, at barnets mellemværender bliver betalt. Den økonomisk ansvarlige modtager en faktura til betaling via Digital Post.
Hvorfor har jeg fået et rykkergebyr?
Fra d. 7. juni 2023 risikerer du rykkergebyrer, hvis du ikke betaler dine mellemværender rettidigt, grundet det nye betalingssystem.
Med det nye betalingssystem håndteres mellemværender med biblioteket af Allerød Kommunes Debitorafdeling. Hermed bliver dine mellemværender omfattet af de regler, der gælder for mellemværender med kommunen, herunder regler for gebyrer for rykkerskrivelser.
Hvis du har spørgsmål til dit rykkergebyr, skal du kontakte Debitorafdelingen på tlf. 4812 6100
Betaling
Hvordan betaler jeg mit mellemværende med biblioteket?
Alle mellemværender med biblioteket skal betales via de(n) faktura, du modtager med Digital Post.
Du finder en kort guide til, hvordan man betaler en faktura HER.
Kan jeg betale mine mellemværender på biblioteket?
Nej, desværre. Alle mellemværender skal betales via de(n) faktura, du modtager med Digital Post, og kan ikke betales på biblioteket.
Hvordan betaler jeg mit mellemværende, hvis jeg ikke har MitID/Netbank og derfor kun kan betale kontant?
Hvis du ikke har MitID/Netbank, så kan du betale kontant via din bank eller hos Borgerservice.
Borgerservice er åben for personlig og telefonisk henvendelse og betjening:
Mandage: kl. 12.00 - 17.00
Tirsdage: kl. 08.00 - 14.00
Torsdage: kl. 12.00 - 17.00
Allerød Rådhus, Borgerportalen
Bjarkesvej 2, 3450 Allerød
Jeg er kommet til at betale en regning/faktura fra biblioteket to gange. Hvad gør jeg?
Hvis du er kommet til at betale den samme faktura to gange, vil det overskydende beløb blive udbetalt til din NemKonto. Ved yderligere spørgsmål kan du kontakte kommunens Debitorafdeling på tlf. 4812 6100.
Hvorfor skal vi til at betale på den her måde? Det var meget nemmere før!
Implementeringen af dette betalingssystem på bibliotekerne er blevet vedtaget af Kommunernes Landsforening (KL). Beslutningen er bl.a. truffet på baggrund af en række klagesager om manglende inddrivelse af gæld i det offentlige. Implementeringen har været længe undervejs, og vi i Allerød er nogle af de sidste i landet til at tilslutte os.
Da dette betalingssystem er et systemkrav i det kommende, nye bibliotekssystem, kan vi ikke omgås det længere.
Takster
Hvad er bibliotekernes takster for mellemværender?
Du kan læse om bibliotekets takster for gebyrer og erstatninger HER
Hvad er taksterne for rykkergebyrer?
Du kan læse om taksterne for rykkergebyrer HER
Overblik over min gæld
Hvor kan jeg se min samlede gæld (mellemværender/erstatninger samt evt. rykkergebyrer)?
Biblioteket har ikke adgang til kommunens økonomisystem. Da rykkere (og dertilhørende rykkergebyrer) udgår fra det kommunale system, kan bibliotekets personale derfor ikke se, hvilke rykkergebyrer, du har. Biblioteket kan derfor kun oplyse dig om, hvilke biblioteksgebyrer og/eller -erstatninger du har.
Ønsker du et overblik over din samlede gæld (biblioteksgebyrer, -erstatninger samt rykkergebyrer), skal du kontakte Debitorafdelingen på tlf. 4812 6100
Jeg har betalt mine mellemværender via faktura. Hvorfor står der stadig på min lånerprofil, at jeg mangler at betale?
Når du betaler din faktura, kan der gå op til 72 timer, før betalingen kan ses på din lånerprofil på bibliotekets hjemmeside og i Bibliotekets app. Tjek derfor din lånerprofil igen, når der er gået nogle dage. Husk at genstarte/opdatere browservinduet og/eller Bibliotekets app, før du tjekker din lånerprofil igen.
Husk også at tjekke, om du har flere forskellige mellemværender på biblioteket. Har du f.eks. modtaget mere end én faktura?
Hvis du er i tvivl om, du har flere mellemværender, kan du kontakte biblioteket. Du finder kontaktinformation HER
Klager
Jeg vil gerne klage. Hvem kan jeg kontakte?
- Hvis du gerne vil klage over et biblioteksgebyr eller en erstatning, kan du kontakte biblioteket. Du finder vores kontaktinformation HER.
- Hvis du gerne vil klage over et rykkergebyr pga. for sen betaling af faktura, kan du kontakte kommunens Debitorafdeling. Du kan kontakte dem på tlf. 4812 6100